STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

TRANSCRIBER’S NOTE SPELLING. In this first edition of “Sult”, old spelling rules were applied which look quite different from modern written Norwegian (“bokmål”). In addition, the letters Å and å where set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian books printed at this time used Å and å and in order to improve readability, all Aa and aa have been converted to Å and å. Otherwise, the original spelling was not changed. SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been changed to use _italics_. KNUT HAMSUN SULT KØBENHAVN P. G. PHILIPSENS FORLAG Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) 1890 FØRSTE STYKKE Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød. Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til »Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god, kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en Føljeton. Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på. Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som en Hånd. Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen. Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske. Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde. Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere. Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning, Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som krydsed min Vej og forsvandt. Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge. I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg havde fået den færdig. Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på, hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen. Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden. »En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden. Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde: »Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor trængende De kan være.« »Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« »Er De Håndværker?« »Ja, jeg er Nådler.« »Hvilket?« »Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« »Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg bukked og kasted Vesten på Disken. »Halvanden Krone,« sagde Manden. »Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, naturligvis.« Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden. »Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til mig først.«