Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og
stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ,
og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig
var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at
skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for
Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed
Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag?
Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en
Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde:
»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på
Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.«
Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded
noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham
på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage.
Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han
sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt
skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel
Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne.
Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde
været mig en Glæde. Farvel.
Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde
være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor
en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte
mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen.
»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på
Disken.
»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig.
»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret.
Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone
og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en
Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde
godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg
følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang
Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel
om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden
hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg
følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at
overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre
Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed
til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage
mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer
havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i
Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen.
Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded
nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene.
Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled
et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se
noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende
foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En
Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg
ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i
Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive
Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at
fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den
filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det.
Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange
unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde
jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg
kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle
Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en
Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange
Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og
dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en
mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken,
forat hente min Blyant hos Pantelåneren.
Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi.
Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et
fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn,
jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske
blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg
berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun
klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?
Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket
gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt
Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad
ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min
Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af
en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og
fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går
hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt,
forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på
Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs
Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og
siger indtrængende:
»De mister Deres Bog, Frøken.«
Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det.
»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre.
Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i
Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre
noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest
forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke,
hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de
dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet
jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle
Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig
uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt
fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder
henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik
der på Stenfliserne og dukked mig ned.
Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede
standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem
og gentager:
»De mister Deres Bog, Frøken.«
»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en
Bog, han taler om?«
Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne
Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min
lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af
en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i
Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille
ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog,
jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det
andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole
synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne.
»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen;
»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«
Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et
Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden
at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden,
henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af
Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde
sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på
Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende,
alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der
pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde
begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det
faldt mig ind, at de var Søstre.
De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg
standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var
kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik
lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg
turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt
Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn.
Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog
Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren
Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik
ind et Sted og blev borte.
Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang,
hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted
efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem
fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne
bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker
ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og
jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte
hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte
nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at
røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og
der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint
Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der
forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen
i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam
denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så
vendte jeg om og gik nedad Gaden.
Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til
Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer
urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle
mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig
således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik
videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med
Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg
meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet
hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig
koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg
tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant.
Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten
selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et
Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans
Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme
Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg
gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg
havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og
jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i
Hånden og holdt den ivejret.
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.