STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde: »Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.« Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage. Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde været mig en Glæde. Farvel. Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen. »Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på Disken. »Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig. »For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen. Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene. Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min Blyant hos Pantelåneren. Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn, jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende? Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger indtrængende: »De mister Deres Bog, Frøken.« Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det. »Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre. Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik der på Stenfliserne og dukked mig ned. Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem og gentager: »De mister Deres Bog, Frøken.« »Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en Bog, han taler om?« Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne. »Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; »han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!« Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende, alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det faldt mig ind, at de var Søstre. De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted og blev borte. Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så vendte jeg om og gik nedad Gaden. Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant. Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i Hånden og holdt den ivejret.