Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord,
og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro
mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og
vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent
blot et Øjeblik . . . .
Og jeg havde ingen Vest.
Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit
Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men
trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen
om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide,
hvad der er påfærde.
»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille
Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke
at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«
»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig
afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.
Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg
også være så uforsigtig . . . .
Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og
går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til
Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.
Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en
Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner
mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål
ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op.
Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det
vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og
undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en
heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe
dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived
mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd
med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en.
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:
Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . .
Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider
mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det
er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_,
så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud,
hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig
være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal
vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget
fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været
lidt forsent ude . . . .
Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden,
genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi,
besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på
sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.
»Ikke tilstede, Di.«
»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte
jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra
Stiftsgården.«
»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«
»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.
Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i
Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og
trådte ind i Redaktørens Privatkontor.
»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«
Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og
sagde:
»Jeg beder Dem undskylde . . . .«
»Sæt Dem ned,« gentog han.
Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var
mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid
med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.
»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem
vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være
lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og
han vendte sig igjen ind til Bordet.
Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid
var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første
Gang.
Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for
Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde
måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke,
at han sad i Arbejde?
»Var det ellers noget?« spurgte han.
»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind
igen?«
»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«
Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes
mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte
tildøde. Og jeg gik.
Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg
at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden
Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde
jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det
virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i
Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den
Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg
endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på
ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch!
Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!
Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene
Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og
rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt
op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede
over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg
slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage
mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg
lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter
flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig;
endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.
Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak
store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det
ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone?
Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde
Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt
og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig
Hulken uden en Tåre.
Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen
forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et
Træ på den anden Side af Gaden.
En Politikonstabel kommer henimod mig.
»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.
»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«
»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti
her en hal’ Time?«
»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og
gik.
Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det
et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme
begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og
du skulde sukket som en Hest.
Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald.
Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående,
og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du
bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det?
Det er også sådant dejligt Vejr.
Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions
Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med
Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til
at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende,
det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi
på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så
meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets
Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og
tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig.
Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden,
Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen
og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så
hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en
Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed
jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«
Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned
med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.
»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at
få Guds Navn med.
»Han er gået ud,« svared hun.
Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt,
jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu
stod jeg der.
»Var det noget især?« spurgte Pigen.
»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds
Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«
Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre
hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende
med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen
Ting.
Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?
Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde
jeg måske lægge ned et Bud eller noget?
Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var
så bra efter Middagen. —
Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer?
Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd
med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på
en Time forsent, Nådens Tid var omme!
På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det
begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint
til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og
sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt
derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var
trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over.
Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg
straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren
svulmed blå på mine Håndled.
Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en
Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden
ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere?
Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt
mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar.
Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde
forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg
kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en
mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at
dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg
vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde
jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde
igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.