STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . . Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5. Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller sig foran Disken. »Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal løse dem ind om et Par Dage, sikkert.« »Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« »Ja.« »Nej, det kan jeg ikke.« »Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.« »Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte: »Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!« »Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget bedre på den anden Side.« »Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for det noget Sted.« »Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.« »Ja, nej, det nytter ikke.« »Fem og tyve Øre?« sagde jeg. »Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.« Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem. Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de sidste Timer, jeg leved. Og atter vandred jeg ud i Byen. Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik. Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem. Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene. Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften. Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg gik hjem? Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg gik videre. I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på Gaden. »Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage. Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej. Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop — forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget ondt. Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just forbi og bemærker smilende: »De bør gå og begære Dem anholdt.« Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne! Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . . Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af Rørelse. Bare ikke blive anholdt! Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde måske genere ham; jeg fik spørge om en hel. Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger. Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel . . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . . Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord. Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? »Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.« »Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg er meget sulten nu.« Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Låsen. »Farvel!« sagde jeg. Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd . . . . Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked. »Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. »Er Chefen tilstede?« sagde jeg. »Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt, hvad?« »Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.« »Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker. »Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg nød noget.« I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad? »Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.« »Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han utålmodig. »Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.« »Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.«