Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik
Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte
og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.
Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten
og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på
lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame
fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt
op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig.
Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i
dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine
Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi
hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da
standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede
for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i
Ansigtet og hilser:
»Godaften, Frøken!«
»Godaften!« svarer hun.
Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg
kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning
forresten.
Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .
Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det
var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske
vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her.
Da vender hun Ansigtet bort og siger:
»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .«
Hun holdt inde.
Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at
Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i
Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled
en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas
Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet,
he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun
vel ikke?
Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde
jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt
hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var
bleven så sent.
Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn
Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og
så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra
hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag
hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig,
trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et
fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod
Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede
indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden
nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med
min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit
Hjærte slå.
»Hvor De er rar!« sagde jeg.
Ja, hvordan det, egentlig?
Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en
Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det
faldt hende ind . . . .
Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe
til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om
at lægge mig før tolv?
Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før
Klokken tolv om Natten.
Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke
havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . .
»Ylajali!« råbte jeg.
»Hvadbehager?«
»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!«
Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som
det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i,
at hun gærne vilde være lidt ude?
Nej, slet ikke! svared jeg.
Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte.
Havde hun ikke en Søster?
Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var
rejst til Hamborg.
Nylig?
Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster?
Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.
Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden
tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte
Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.
»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.
Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min
Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var
dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en
liden Stund; jeg løj, jeg svared:
»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har
De set Menageriet på Tivoli?«
»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«
Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så
mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør
med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket
i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .
»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt
mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par
tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel
vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at
se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de
hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr,
som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi,
ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad?
Ja, det havde jeg vist Ret i.
Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var
noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens
forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten,
Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . .
Det ubevidstes Poesi . . . .
Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store
Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så
nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i
Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i
at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i
Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte
idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig
plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske
ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare
ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede
Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun
hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny
Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke
Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . .
Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg
sagde:
»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem
midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg
mener det.«
Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun:
»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.
»Hvad mener De med det.« spurgte jeg.
»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun
gik lidt hurtigere til.
Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads.
Da gik hun langsommere igen.
»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres
Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort,
så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.«
Pause. Jeg gik og vented.
»De har set mig før,« svarer hun.
»Ylajali!« siger jeg igen.
»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld
dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.«
»Det var stygt af Dem!«
Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig.
Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste
Vinduer i Numer 2.
»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!«
Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og
stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden?
»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt,
og hun ser ned på sin Skosnude.
»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!«
»Ja, men bare et lidet Stykke.«
Og vi vendte om.
Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller
stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg
var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af
Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit
Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og
mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg
glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige
Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle
Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet
Kneb.
»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var
Deres Søster.«
»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser
på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.
»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to
Damer, som gik foran mig.«
»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn.
»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret
af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til
Straf.«
Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste
ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig
engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og
jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også,
desværre!
Hvorfor troed hun det?
Jo, jeg havde leet så.
Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang.
Men ikke nu længer?
Å, jo, nu også. Det var herligt at være til!
Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik
atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg
lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.
»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed.
»Ja, jeg må vel det,« svared jeg.
Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud,
der var da ikke noget galt i det. Vel?
»Nej,« sagde jeg.
Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor
kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod
jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot
halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden,
dukked mig uvilkårlig ned og sagde:
»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.