STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte og gik atter. Jeg tog Vejen hjem. Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig. Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser: »Godaften, Frøken!« »Godaften!« svarer hun. Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning forresten. Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. Da vender hun Ansigtet bort og siger: »Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« Hun holdt inde. Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke? Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var bleven så sent. Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit Hjærte slå. »Hvor De er rar!« sagde jeg. Ja, hvordan det, egentlig? Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det faldt hende ind . . . . Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om at lægge mig før tolv? Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før Klokken tolv om Natten. Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . . »Ylajali!« råbte jeg. »Hvadbehager?« »Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!« Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, at hun gærne vilde være lidt ude? Nej, slet ikke! svared jeg. Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte. Havde hun ikke en Søster? Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var rejst til Hamborg. Nylig? Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. »Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig. Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared: »Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet på Tivoli?« »Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . . »Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad? Ja, det havde jeg vist Ret i. Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes Poesi . . . . Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . . Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde: »De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.« Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun: »Herregud dog!« Mer siger hun ikke. »Hvad mener De med det.« spurgte jeg. »Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt hurtigere til. Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen. »Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.« Pause. Jeg gik og vented. »De har set mig før,« svarer hun. »Ylajali!« siger jeg igen. »Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte. »Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden? »Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og hun ser ned på sin Skosnude. »Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« »Ja, men bare et lidet Stykke.« Og vi vendte om. Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet Kneb. »Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var Deres Søster.« »Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. »Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to Damer, som gik foran mig.« »Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. »Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til Straf.« Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, desværre! Hvorfor troed hun det? Jo, jeg havde leet så. Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. Men ikke nu længer? Å, jo, nu også. Det var herligt at være til! Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, dukked mig uvilkårlig ned og sagde: »Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«
Sult 원문 · 스토리돈