* * *
Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og
tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg
havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til
Finalen.
Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på
Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed,
nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.
Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage,
skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren,
banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen
Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed,
jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det
selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter
en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed
mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en
Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til
at skrive igen.
Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord,
som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da
standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke
kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse
sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende
Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod
tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting.
Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens
Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg
var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig
ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.
Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig
tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem
mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med,
løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden.
Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved,
jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af
denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg
rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så
hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg
døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak
jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at
røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et
splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning
kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.
Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af
Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt,
Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv;
jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud,
som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne
fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så
så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min
Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter
blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt;
jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde
nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge,
når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg
var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til
det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at
jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog
jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på
min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad
Trapperne.
Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde
begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen
Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at
jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og
Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig,
og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På
ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i
Butiken.
En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i
forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og
ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et
Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.
»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget
stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til
at få Lyset.
Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var
første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.
»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd
med Konen.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og
går.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et
til mig.
Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over
Læberne.
»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger
simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at
tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, —
han giver atter tilbage på fem Kroner.
»Værsågod!« siger han.
Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt
fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder
blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og
jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg
gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et
vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og
nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager.
Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig
så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på
Disken:
»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.«
»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud
til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.«
Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom
fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle
det selv.
»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.
Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg
sagde Godnat, og at Betjenten svared.
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op
og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor
af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give
dem tilbage.
»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.
»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«
Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden.
Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og
talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel
herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og
jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik.
Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt,
om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg
horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som
bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind.
»En Bif!« siger jeg.
»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge.
Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav
mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså
godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med
lidt nysgærrige Øjne.
Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket
alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald
. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig
frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik
bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden
havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker,
det var ingen Aftale . . . .
»Kommer Bifen snart, tror De?«
»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet.
Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,
begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik
tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske
næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på
Skuldrene.
»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De
ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.«
»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med
en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg
får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg
siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en
Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store
Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i
Kødet som en Menneskeæder.
Jomfruen kom igen hen til mig.
»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned
mod mig.
Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene
ned.
»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå
. . . . dersom De vil . . . .«
»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«
Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes
Hoved. Hvilket underligt Menneske!
Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede
Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset,
frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min
Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.
Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den
længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi,
stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og
gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der
vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet,
med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte
mig igen.
Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter,
hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse
og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen,
virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til
en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største
Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i
lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.
»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst
forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?«
»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk
. . . .«
Og jeg går.
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.