STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

* * * Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til Finalen. Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed, nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten. Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til at skrive igen. Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting. Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning. Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med, løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen. Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig! Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad Trapperne. Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i Butiken. En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et Brød ind i en Avis og lægger frem til mig. »Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til at få Lyset. Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham. »Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd med Konen. Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og går. Nu er Betjenten og jeg alene. Han siger: »Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig. Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. »Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — han giver atter tilbage på fem Kroner. »Værsågod!« siger han. Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og jeg samler mekanisk Pengene op. Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager. Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på Disken: »Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« »Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.« Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle det selv. »Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde Godnat, og at Betjenten svared. Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give dem tilbage. »Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten. »Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!« Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden. Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik. Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind. »En Bif!« siger jeg. »En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge. Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med lidt nysgærrige Øjne. Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, det var ingen Aftale . . . . »Kommer Bifen snart, tror De?« »Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet. Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på Skuldrene. »Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.« »Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . . Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder. Jomfruen kom igen hen til mig. »Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod mig. Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene ned. »Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå . . . . dersom De vil . . . .« »Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes Hoved. Hvilket underligt Menneske! Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik. Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte mig igen. Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif. »Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?« »Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk . . . .« Og jeg går.