Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom
helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så
ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det,
jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . .
Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.
»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig.
Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling
om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den
omtale?
Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen.
Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham,
at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort
Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg
ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den
— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den
Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.
Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en
høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig,
idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.
I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig
ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i
Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg
flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked
på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks
igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det.
Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på
Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op
og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap
ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved
Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og
faldt i Tanker.
Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse
Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg
i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet
Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik
der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde
allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne
Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste
Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse
Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde
ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen,
uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige
Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter
for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres
Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid.
Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor
just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den
Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at
netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en
nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række
mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør
Hennechen.
Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de
vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde
for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned,
vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på
andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde
jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var
ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm
af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud
ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev
frem og tilbage foran Bænken.
Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde
endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig
Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var
overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de
Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig
blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og
passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik
helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg
satte mig.
Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst
uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en
Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad
om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen,
var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde
mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets
Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante
altfor vidtåbent, når jeg så på nogen.
Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter
mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere
til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i
min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod
det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit
stille Sind.
Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine
Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på
Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde
drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske
Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene
under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde
stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt
lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var
Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et
åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter
hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod
han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men
han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt
vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . .
Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var
altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget,
i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte
Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig;
jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom
straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu
havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i
Lommen.
Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig
noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op
til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered
mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast
på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste
hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig
tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at
flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene
mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge,
til de selv finder for godt at gå sin Vej.
En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene
overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller
to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød.
Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen
Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit
Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet
jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine
Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang
Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg
gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig
tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver,
som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine
Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven
Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine
Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en
sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg
knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse
latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte
meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få
Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til
at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form
og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver
dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået
over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del
af mig selv . . . .
Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time.
En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han
satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:
»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«
Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved,
jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede
Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid,
kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min
Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle.
Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han
holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori
der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og
kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at
det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min
Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken.
Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der
foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse.
Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert
andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags
Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden,
ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen
Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken.
Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne
mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine
Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg
fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at
være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde:
»Tør jeg byde Dem en Cigaret?«
Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne,
han var næsten blind. Takker forresten så meget!
Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse
heller? Ikke engang Aviser?
Ikke engang Aviser, desværre!
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.