»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere
Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.«
Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine
Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af
dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham
temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend
han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og
så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt
tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min
Vej.
Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke
besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde
gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev
bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som
nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om
og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted
på Bakken ved Kapellet.
Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs.
Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet
Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her
og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej,
ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske
ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette
Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg
sprang op og stormed ud af Kirkegården.
Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot
var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så
sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at
soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser;
jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde
have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen
fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været
glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged
mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne
Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og
befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.
Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af
Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne
lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde,
sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig,
slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg
var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.
»Et Sengetæppe,« svared jeg.
»Hvormange er Klokken?« spurgte han.
»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.«
Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en
Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde
ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet
op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang.
Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var
over fire.
Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad
Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe
siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden,
snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med
Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten,
tog Trapperne i fire Spring og banked på.
Ingen svarer.
Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker
på endnu engang og træder ind.
Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i
Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender
han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger:
»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.«
Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at
jeg svarer:
»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage
kanske, eller . . . .«
»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.«
Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.
Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen
op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for
den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor
det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti
Kroner for en Føljeton . . . .
Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg
bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette
Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står
som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt
omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg
ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen.
Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad
Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne.
Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til
Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere
påny.
Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde
smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at
vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på
mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit
stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg
mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på
Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det
skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid
Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og
bød mig mer Té . . . .
Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde
mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og
mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke
således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed.
Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen
Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele
Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.
Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded
Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre
og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og
Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen
Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på,
var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs
lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde
i. Og jeg lod dem falde . . . .
Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og
frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat
blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke
længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg
havde sovet i flere Timer.
Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og
glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at
komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte
Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han
hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne
løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem
Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig
uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham;
forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har
glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget,
følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og
jeg skyndte mig afsted.
Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg
begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det.
Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en
ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som
jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang
senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i
Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på
et Kort, og banker på.
Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru.
»Godaften!« sagde jeg.
»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig
slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og
foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at
vi prøver på det nu.«
»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke,
hvilket Billede han stod og talte om.
»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der
en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige
inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.«
»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.«
Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.
Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted.
Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og
følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så
længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven
træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til
Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg
gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg
Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en
Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat
og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult
og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg
ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte
Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid
videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.
Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge
mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener
og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt,
åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange
Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend
jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt
ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af
og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb.
Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men
oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse
Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus,
at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de
rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . .
»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er
Natuglerne, som tuder i Kana’an!«
Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket
og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på
Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn.
* * *
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.