STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.« Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min Vej. Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted på Bakken ved Kapellet. Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej, ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og stormed ud af Kirkegården. Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser; jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se. Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen. »Et Sengetæppe,« svared jeg. »Hvormange er Klokken?« spurgte han. »Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.« Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var over fire. Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire Spring og banked på. Ingen svarer. Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker på endnu engang og træder ind. Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: »Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.« Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: »Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage kanske, eller . . . .« »Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.« Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer. Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner for en Føljeton . . . . Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen. Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere påny. Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og bød mig mer Té . . . . Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed. Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på, var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde i. Og jeg lod dem falde . . . . Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde sovet i flere Timer. Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget, følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og jeg skyndte mig afsted. Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på et Kort, og banker på. Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru. »Godaften!« sagde jeg. »Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at vi prøver på det nu.« »Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han stod og talte om. »Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.« »Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.« Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik. Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted. Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen. Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt, åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb. Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . »Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, som tuder i Kana’an!« Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn. * * *