Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde
min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet
dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde
ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit
Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i
Længden på denne Måde.
Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i
mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved
Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og
bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om
Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle
Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede
Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han
kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt
fortrak ikke en Mine.
Og jeg fortsatte min Vej.
Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat
studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde
én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en
Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg
notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg
vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt,
eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det.
Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun
bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg
kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig
Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen.
Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde
den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på
mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev
tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu.
* * *
Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg
slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden
nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men
kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på
tusind Ting.
Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en
Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet
Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er
udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og
rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som
en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i
Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene,
Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag
griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den
anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og
vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som
jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter.
Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert
Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.
Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører
op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da
jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi
i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig
på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens
Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at
jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive
mine Papirer.
En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg
stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig
selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af
Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg
vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et
løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner,
det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det
an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så
særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den
Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.
Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og
kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru
Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden
Klokken slog syv.
Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam
Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget
Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så
synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her
heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en
Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var
altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige
måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var
ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at
beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor
længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur.
Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som
jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor
af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt
Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet
Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og
stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for
Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt
noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud.
Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte
Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg,
sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort
fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens
Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren.
Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om
min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt
Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg
havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for
længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde
fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til
Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.
Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet.
Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse
af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og
Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans
store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at
den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var
en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det
er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over
mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der
skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled
lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten.
Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang
rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon
det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at
Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted
ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge
og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten
ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over!
Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad!
Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke
være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne.
Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor
jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde
gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud,
og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og
fremførte mit Ærinde for en af Betjentene.
Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille
Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette
stødte mig.
»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser
indi; Pakken skal til Smyrna.«
Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om
Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet.
Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand,
der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for
mig og bukked to Gange, da jeg gik.
Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig
helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge,
røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig
begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på
den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge
tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo
nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance
igen.
Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle
Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store
Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og
lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd,
når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen.
»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser.
Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot
lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.
Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent
elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds
Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde
atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en
Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen.
»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at
vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.«
Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og
spørger:
»Hvad bærer De på der?«
»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en
ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo
også være for karrig mod sit Legeme.«
Han ser på mig og studser.
»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt.
»Jo, over Forventning.«
»Har De fået noget at gøre nu da?«
»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos
Grossererfirmaet Christie, jo.«
»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg
under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener.
Godmorgen.«
Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min
Pakke og siger:
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.