STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske. Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant, komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at hilse. »En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. »Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke.« »Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det var bare en liden Knibe, jeg stod i.« Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken. »Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg stak i at græde . . . . Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt! Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov. Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . . Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. »Godaften!« sagde han. »Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund urørlig. »Hvor bor De henne?« spurgte han. Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt. Han stod igen en Stund. »Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. »Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge her.« »Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.« Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene. Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak Døren lydløst igen. Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage! Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten. Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og holder Brevet i Hånden. Så rejser jeg mig og går. Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen yderst langsomt. Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik. Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en Genistreg. Og ti Kroner! ANDET STYKKE Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften. Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke en Øre. Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig. Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden. Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst. Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så blev det liggende. Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, min Hunger havde beruset mig. Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . . Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en Gråds Inderlighed . . . . Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted én Gang — khøhø! Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv, jeg følte mig dejligt borte.