STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal, hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . . Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys . . . . Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstræk foran mig. »Såh,« sagde han, »stå nu op!« Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. »Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken! Såh, gå nu!« »Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.« Og jeg sjangled afsted. Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om. Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg kunde aldeles ikke begribe mig på det hele! Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke. Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: »Klokken er ti.« »Nej, den er to,« svared han forundret. »Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad — Klokken er ti!« Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: »I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle Dere?« Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: »Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg takker Dem så meget.« Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler. Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen, ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed. Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede efter mine Nøgler. Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han kunde. Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen. Hvad skulde jeg da gøre.? Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok . . . . Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os. »Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han. Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild? Simpelthen! . . . . »Navn?« spurgte Vagthavende. »Tangen — Andreas Tangen.« Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed. »Bestilling?« Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: »Journalist.« Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet! »Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« »Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude iaften . . .« »Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!« Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom. »Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren. »Og så slukkes den?« »Så slukkes den.« Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med »Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .