Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund
for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det!
Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så
mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken
ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke,
overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig
bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det
nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden.
Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det
komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig,
hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .
Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet
Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved
jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige
Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken
var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten
stængtes. Hvor jeg havde været bange!
Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At
det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg
fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg
skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted!
Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer.
Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt
Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en
Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste,
at Stalden var lukket.
Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst,
glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,
og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg
kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg
kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen
Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.
Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg
plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg
var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen
fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling
for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig
kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg
atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik
på.
Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke
Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne
hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg
gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at
komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg
næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske
Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til
Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting.
Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved
sin Pult og skriver.
»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham
utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg
kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.
Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade
på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.
Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug
for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske
til Plage . . . . nogle Knapper.
Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine
Øjne helt ned til min Hånd.
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han
selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . .
For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper?
Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så
vilde jeg høre ind.
Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et
Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel
havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min
Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?
Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde
jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?
»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har
sagt Dem det før.«
»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få
afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke,
ganske som De selv synes.«
»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med
Hånden.
Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg
Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og
lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre!
Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han
slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan
ikke forstå det!
Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i
Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge
Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.
»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg
genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort
hernede?«
»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«
»Ja. Hvad har du været der med?«
Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med
Knapperne.
»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«
»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.
»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.
Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte
måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.
»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«
»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg
tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og
svared:
»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og
. . . .«
»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i
Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder!
Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«
Og han puffed mig ind.
TREDJE STYKKE
En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde.
Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod
steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller
fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver
Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end
før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så
meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg
havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem
påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig
flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene
at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få
arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde
hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter.
Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår
i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og
Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne
bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem.
Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind
i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde
Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.
Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge
min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både
Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og
beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som
kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde
Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for
Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine
Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op
til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt
Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage.
»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . .
og han skrev videre.
Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig
Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte
mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid
stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye
knuste Håb.
»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet.
»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste.
»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve,
sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig
omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved
Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og
peger på en Stol.
Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når
jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.
»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er
vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .«
Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender
sit Ansigt mod mig.
Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede
i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på
mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule
urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst
kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde
slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt
og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få
Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham,
hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om
ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det
slemt nok alligevel . . . .
Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte
efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden
lidt frem og siger:
»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give
Indtryk af at tage det let.
»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad
Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller
finde på noget andet, som Folk forstår bedre?«
Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret,
og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham
længer, svarer jeg:
»Jo, da, det kan jeg nok.«
Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort
med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren.
»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De
kan jo skrive for det.«
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.