STORYDON
← 고전 원문 폴더

📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크

『Sult』

Knut Hamsun

199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처

내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.

Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt, og jeg svared: »Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!« »Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit Skrivebord. Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog fat på min Skrivning påny. I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var tændt, hændte der mig regelmæssig følgende: Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Håndtaget. Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går nedad Gaden, bort fra mig. Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig udenfra. Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende mig til »Kommandøren«. Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå i Retning af Slottet. Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være. Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan. Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra hede Dunster steg op. Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom på Siden af hende. »Godaften!« sagde jeg. »Godaften!« Hun standsed. Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med hjem? Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde: »Så gik vi da!« Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: »Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. »Godnat!« sagde jeg. »Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?« »Nej.« »Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« Og jeg gik. Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny. »De kan være med mig alligevel,« sagde hun. Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde heller ikke Råd til slige Opofrelser. »Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.« »Men jeg går ikke med på den Måde.« »De skal naturligvis til en anden,« sagde hun. »Nej,« svared jeg. Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. »Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. Godnat! Gå hen og synd ikke mer! Dermed gik jeg. Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det, når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og retskaffen! Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer. Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. Punktum. Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig atter Porten og gik op på mit Rum. Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.