Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et
glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.
»De er fremmed her?« sagde han.
Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i
Hånden?
Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var
noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte
så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset
puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?
En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden
Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared:
»På St. Olafs Plads Numer 2.«
Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en
Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad
Numer bor De i?
Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min
fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde
koste.
»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .«
»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min
Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres
Vært?«
Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd.
»Happolati,« sagde jeg.
»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette
vanskelige Navn.
Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine.
Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden
fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid
lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed
dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede
Pletter på Avisen.
»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af
undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?«
»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er
nemlig J. A. Happolati, Agent.«
Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med
på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det
ikke have vakt hans Mistanke.
»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig
frem.
»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for
alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse,
Skriveblæk . . . .«
»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.
Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene
Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen,
de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille
Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst
fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af
Forbauselse.
Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?
Hvad, elek . . . .
Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet
Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i
Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige
syv hundrede Mand.
»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke;
han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette
skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund.
Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at
Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på
Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var
mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var.
Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte
om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede
Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg
havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit
Liv!
»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned
i Marken.
Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav!
Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte
på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls
Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et
Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens
Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr.
»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet.
Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i
fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed
Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken
imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den
og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der
drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg
løj af fuld Hals.
I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte,
for ikke at bryde for brat af:
»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?«
Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn,
jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert
Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en
Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i
samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i
mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre
mistænksom.
»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles
ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder
Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.«
»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed.
Så taug han.
»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja,
De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«
Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en
lidt tyk Kone.
Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter
Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.
»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem
kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at
der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods
og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske
ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad
her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan
Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg
tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De
ved det!«
Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit
Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og
gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt.
Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at
lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det
forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end
denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod
mig . . . .
Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne
omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen,
belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den
Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt
sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød,
jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste
Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer
døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand
lagde sin Hånd på min Skulder og sagde:
»De må ikke sidde og sove herinde.«
»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min
sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på
et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg
gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte
Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag
udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder
var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det
bero med det øvrige sålænge.
Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg
sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt
brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det
havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet
over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det
velsignet godt til.
Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal
påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé
skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved,
Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er
kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har
fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det
stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå.
Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker
sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange
Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret.
Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første
Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler
henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid,
midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et
hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve.
Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i
denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og
tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge
mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog
atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det
kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt
Husleje lige for Tænderne.
Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på
og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget;
det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk
Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig
Begyndelse til noget af hvert.
Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle,
en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under
denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine
Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved
tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine
Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg
syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst.
»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb
mange Gange i Træk, uden at sige mer.
Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og
stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i
Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken
helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik.
← 고전 원문 폴더
📄 고전 원문 · 노르웨이 · 프로젝트 구텐베르크
『Sult』
Knut Hamsun
199,975자 (원문이 길어 앞부분만 · 전체 329,972자) · 저작권 근거: 저작자 모두 1952년 이전 사망(한국 저작권 보호기간 끝) · 원문 출처
내 자료함의 ‘📚 고전’ 글 폴더에 앞부분 2만 자가 담겨요. 회차 편집기의 ‘✦ 안드로메다 AI 이용하기 → 🖼️ 내 글·사진 분위기로 쓰기’에서 골라 이 고전의 분위기·문체를 참고해 쓸 수 있어요.